1. divisionsdamerne møder AGF Håndbold

10. september 2020

Bjerringbro FH glæder sig til at kunne byde velkommen til endnu en sæson i damernes 1. division trods COVID19 restriktioner. Lørdagens modstander er AGF Håndbold, fra smilets by. Holdet er nyoprykket fra sidste sæson, efter det rykkede ned i 2. division for 2 sæsoner siden. Man har kun brugt en enkelt sæson til at vende tilbage til den næstbedste række.
AGF-erne indledte sæsonen med et smalt hjemmebane nederlag til Roskilde Håndbold på 18-21.
Holdet består af en god blanding af unge og rutinerede spillere, så det er et godt hold, der gæster Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter.


Bjerringbro FH var en tur på Sjælland i premierekampen og fik et uafgjot resultat med hjem fra Rødovre HK i en kamp, der endte 23-23. Det burde nok være blevet til en sejr, da bjerringbropigerne havde klare føringer undervejs i kampen. Trods flere nye spillere på holdet op til denne sæson, og et par skader, viste holdet i perioder gode takter mod Rødovre HK. Men nu er der en ny kamp mod et godt AGF-hold.
Bjerringbro FH træner Jesper Bangshøi ser frem til lørdagens kamp med en vis optimisme.
Det er jo et oprykkerhold vi skal i kamp mod, og det er altid lidt spændende. Vi har spillet en træningskamp mod dem i opstarten over 3x25 minutter, hvor vi vandt (38-32). Træningskampe er en ting - turneringskampe om point er noget helt andet. AGFerne bed godt fra sig mod Roskilde Håndbold i den første kamp på hjemmebane, og vil helt sikkert også vise sig som en svær modstand i lørdagens kamp.
Selv om vi leverede en fin indsats mod Rødovre HK i den uafgjorte kamp, skal vi være 100% fokuseret i hele kampen. Vi skal gerne have to point på kontoen og det er sådan set ligegyldigt, hvordan kampen forløber, bare vi står med en sejr til sidst. For at det skal lykkedes, skal vores forsvar stå godt, og vores keepere have en vis redningsprocent. Lykkes det, har vi gode muligheder i contraspillet med nogle forhåbentligt lette scoringer. Vi glæder os til at spille på hjemmebane foran vort trofaste publikum.
Der er i øvrigt GRATIS ADGANG for klubbens trænere/ledere og medlemmer!

BFH