Bjerringbro FH mod SønderjyskE

18. november 2020

Endelig divisionshåndbold igen
Efter en ufrivillig pause på en måned har 1.division fået lov til at genoptage turneringen. På søndag kommer SønderjyskE på besøg i Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter. Sidste spillede kamp var for hjemmeholdets vedkommende den 24. oktober mod Gudme HK, hvor det blev en sejr til Bjerringbro FH på 33-26.

Søndagens modstander er SønderjyskE, der ligger side om side med hjemmeholdet med 7 kampe og 8 point. Sønderjyderne har op til denne sæson skiftet en del ud i spillertruppen og fået ny træner, Peter Nielsen. Ingen tvivl om at udeholdet måske har forventet lidt flere point på kontoen på nuværende tidspunkt i turneringen end de 8 det er blevet til. I COVID-19 pausen har klubben arbejdet på at forstærke holdet med stregspilleren Ricka Gindrup, der kommer fra Horsens HK. I skrivende stund ser det også ud til at Randers HK spilleren Lene Østergård Mortensen bliver en ny sønderjysk spiller inden for kort tid. Udeholdet betegnes som et top 3-hold i divisionen og har iøvrigt den tidligre BFHer Eline Osland på holdet. Ingen tvivl om Bjerringbro FH står over for en stærk modstander i dagens opgør.

Bjerringbro FHs træner Jesper Bangshøi:
Skønt at komme til at spille kamp igen. Det er det vi allesammen gerne vil. Afbrækket der kom for en måneds tid siden var rigtig træls. Træningen har ikke været optimalt, da vi ikke har kunnet spille til 2 mål under pausen. (forsamlingsforbuddet). Vi er lidt spændte på, hvor vi står op til denne kamp. Vi har trænet fornuftigt, men manglet kamptræning. For at råde bod på dette har vi først på ugen spillet en lille træningskamp mod Randers` U19 divisionshold.
Resultatet af dagens kamp bliver afgørende for hvilket af de to hold der først får “rusten banket af” efter Covid-19 pausen. SønderjyskE har vi mødt en del gange i turneringssammenhæng med smalle sejre til begge hold, dette tror jeg også bliver tilfældet denne gang. Vi håber at få det rigtige “flow” i vort spil og spille en rigtig god kamp, som kan give os en sejr. Rigtig god kamp til alle.                                                                      HKKA