
Bjerringbro FH mod Vendsyssel Håndbold
16. oktober 2019
Bjerringbro FHs 1. divisionsdamer møder søndag eftermiddag rækkens ubesejrede førerhold Vendsyssel Håndbold i damernes 1. division. Holdet er kommet forrygende godt fra start i denne sæson med 5 kampe og 10 point. Trods en reducering i spillertruppen til 14 spillere i forhold til sidste sæson har klubben forhåbninger om at slutte på en af de øverste pladser ved turneringens afslutning. Til trods for flere nye spillere på holdet er sammenspillet gået hurtigere end forventet og på nuværende tidspunkt fungerer det som en rigtig stabil enhed. På holdet er der et par farlige målskyttere som Bjerringbro FH nok skal holde øje med, Sofie Sletskov 28 mål og Christina Pedersen 26 mål i de første 5 kampe.
I sidste weekend udspillede Vendsyssel et skadesplaget Hadsten-mandskab med hele 29-17 på udebane. Så der venter med garanti Bjerringbro-holdet en svær opgave i søndagens kamp.
Bjerringbro FHs træner Jesper Bangshøi har dog ikke på forhånd opgivet at besejre Vendsyssel Håndbold. Vi har også gjort det rigtig godt i vores første 4 kampe, hvor det som bekendt blev til et lille nederlag mod SønderjyskE. 4 kampe og 6 point er et tilfredsstillende resultat.
Jeg tror vores trup er lidt bredere end modstanderens og kan blive en lille fordel for os i slutfacen. Kan vi få forsvaret til at stå solidt som i de første kampe og samtidig udnytte vores 100% chancer kan vi give Vendsyssel Håndbold kamp til stregen. Jeg tror også på, at vi kan give dem det første nederlag i sæsonen. Det kræver en koncenteret indsats af alle, både i forsvar og angreb. Op til kampen har vi først på ugen været en tur i Skanderborg, trænet og spillet godt mod ligaholdet Skanderborg, så vi er klar til dagens kamp.
Med god opbakning fra publikum ønskes alle en rigtig god kamp.
Bjerringbro FH