Hjemmekamp mod DHG på lørdag

26. november 2020

På lørdag spiller Bjerringbro FHs 1. divisionsdamer igen på hjemmebane. Modstanderen er denne gang DHG, Odense. DHG ligger i øjeblikket på 8. pladsen med 8 point, to mindre end hjemmeholdet, der er nr. 5 og har 10 point. Odenseholdet er et godt hold med mange gode spillere, som kan gøre det svært for mange hold. Så sent som i sidste weekend besejrede holdet Hadsten Håndbold med 28-27 efter de et par gange i kampen havde været bagud med 5-6 mål. Sejrsmålet blev scoret 2 sekunder før slutfløjtet. De fynske piger scorer mange mål i deres kampe, hvor gemmensnittet ligger omkring 30 mål pr. kamp.
Ser man på statistikken mod netop DHG er det et hold som Bjerringbro FH altid har haft besvær med. Derfor håber man på i bjerringbrolejren at kunne finde de gode takter frem fra kampen i sidste weekend mod SønderjyskE, hvor det blev til en sejr på 22-20. Spændende bliver det om det denne gang kan lade sig gøre at besejre det fynske hold fra Odense?

Bjerringbro FHs træner Jesper Bangshøi vurderer chancerne til lørdagens således:
DHG er et godt hold, som vi har haft det svært mod i de seneste år. Vi har i hvert fald tabt til dem mange gange, men nu må vi se, om vi kan stikke en kæp i hjulet denne gang. Det kræver en rigtig god indsats i både forsvar og angreb, hvis vi skal have ram på dem. Vi skal passe gevaldigt på deres 1. og 2. fase når de angriber, så vi ikke bliver overspillet på deres contraspil. Det kræver vi spiller meget koncentreret angrebsspil og udnytter vores chancer fuldt ud, hvilket giver os en god mulighed for at komme hjem i forsvaret og blive organiseret rigtig godt. Selvom DHG råder over gode spillere som Nanna Daugaard, Maria Borg og Alberte Madsen, Carline Toft Nielsen m. fl. er vi ikke uden chance for at vinde kampen, hvis vi kan få tingene til at fungere, som de gjorde i den sidste hjemmekamp mod SønderjyskE, slutter Jesper Bangshøi.
Når kampen er spillet på lørdag venter der Bjerringbro FH 3 kampe på udebane inden julepausen - mod AGF den 6. december, EH Aalborg den 9. december og så sluttes der af med Roskilde Håndbold den 12. december.