Lyngby HK kommer på besøg

7. oktober 2020

På lørdag kl. 14 er der igen 1. divisionshåndbold i Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter.
Bundholdet Lyngby HK kommer på besøg. De københavnske piger er uden point i de 4 første kampe. Nederlag til Hadsten Håndbold på 34-21, EH Aalborg vandt 27-18, mod SønderjyskE blev nederlaget på 28-18 og fjerde kamp mod Rødovre HK endte også med et nederlag på 25-22.
Det skal lige nævnes at Lyngby HK også har mødt et par svære modstandere i EH Ålborg og SønderjyskE, som regnes blandt favoritterne til en topplacering i divisionen, så disse nederlag skal der nok ikke lægges for meget i.
Bjerringbro FH bør kunne vinde på hjemmebane mod lørdagens modstander. Holdet tørster efter at komme på pointtavlen igen efter det skuffende nederlag til Hadsten Håndbold, som besejrede de blåblusede med 25-21 for to uger siden. Bjerringbro FH indtager i øjeblikket 8. pladsen med 4 point.

BFH træner Jesper Bangshøi er da heller ikke tvivl om betydningen af lørdagens kamp:
På papiret er det en kamp vi skal vinde, men nyoprykkere kan være svære at spille imod. Det gælder om, at komme til kampen med den rigtige indstilling. Vi skal have forsvaret til at stå godt, hvilket gerne skulle resultere i nogle contra mål. Lyngby HK har haft en svær sæsonstart med et stort nederlag i den første kamp, men ser ud til at begynde at vende sig til tempoet i den næstbedste række, hvor især den sidste kamp kun blev tabt med 3 mål til til Rødovre Håndbold. Hvis man ikke er der på dagen, så kan man tabe til alle og det vil være bittert at smide point væk til Lyngby HK på hjemmebane, en kamp vi trods et par skadede spillere har gode muligheder for at vinde. Vi skulle gerne have angrebsspillet til at køre bedre end det gjorde mod Hadsten Håndbold. Ingen tvivl om vi vil gøre alt hvad vi kan få at få rettet de tekniske fejl og halvdårlige afslutninger, som vi præsterede i kampen mod Hadsten Håndbold. Vi håber det lykkes og ønsker publikum en god kamp. slutter Jesper Bangshøi.

OBS! DER ER GRATIS ADGANG FOR KLUBBENS MEDLEMMER