Pokalkamp mod Viborg HK

11. august 2020

Torsdag aften spiller Bjerringbro FHs 1. divisionsdamer kamp i Sandander Cuppens 6. runde, hvor holdet hjemme i Bjerringbro Idræts- & Kulturcenter tager imod Viborg HK fra den bedste række. Kampen spilles kl. 19.
BFH-træner Jesper Bangshøi klapper ikke ligefrem i hænderne over at skulle møde VHK på et tidspunkt, hvor han og holdet er midt i forberedelserne til en ny sæson i den næstbedste række.
Et eller andet sted er det en træls kamp at få netop nu. Vi skal møde et hold, som lige nu viser enorm styrke. VHK har en meget stærk trup - og der er så stor forskel på dem og os, at det ikke bliver en kamp, som vi kan bruge til ret meget.
Det havde været mere rart, hvis vi skulle have mødt et lidt mindre stærkt hold, så vi kunne have fået en kamp, som vi kunne bruge til noget frem mod turneringsstart. Det her bliver bare en kamp, som måske kan betegnes “Kattens leg med musen”.
Men vi tager det som en træningskamp, hvor vi skal se om vi kan bygge lidt videre på vores ting, siger Jesper Bangshøi, der mener, at BFH bliver mere end rigeligt udfordret i alle faser af spillet.
Bjerringbro holdet er meget ungt og talentfuldt og har i øvrigt spillet et 2 træningskampe på det sidste mod henholdsvis Hadsten Håndbold (33-28) og AGF Håndbold (38-32), som er blevet besejret.