Smal sejr over AGF Håndbold

13. september 2020

Bjerringbro FH spillede sæsonens første hjemmekamp i damernes 1. division. Modstanderen var AGF Håndbold. Lad os sige det med det samme. Det blev en gyserafslutning for anden weekend i træk. Denne gang red Bjerringbro-pigerne stormen af og vandt med mindst mulig margin 24-23 efter 12-12. ved pausen.
Hjemmeholdet fik ellers en rigtig god start og førte hurtigt med 4-2. Dette tvang AGFerne ud i en Team Timeout, hvor efter holdet fik udlignet til 5-5. Hjemmeholdet lod sig dog ikke ryste af den grund og fik øget føringen til 9-5. Det så ellers ud til at de blåblusede havde styr på modstanderen, der dog ville det anderledes. AGF fik reduceret til 12-10 og lige før pausen også udlignet til 12-12. De blåblusede havde ellers spillet en god første halvleg og havde nok fortjent at føre med et par mål ved pausen.
Starten på 2. halvleg var ganske lige og med skiftende føringer. Hjemmeholdet fik en god periode og bragte sig foran 19-16. Sløsede afleveringer ind til stregen og dårlige afslutninger resulterede i at AGFerne igen kom ind i kampen. Det kunne have gået rigtig galt i en periode hvor hjemmeholdet tabte med 2-7 på 11 minutter. Stillingen blev pludselig ændret til en AGF føring på 23-21 med små 7-8 minutter tilbage af kampen.
Alt tydede på en udesejr og havde det ikke været for 2 hurtige contramål af Emilie Bangshøi, som fik udlignet til 23-23 havde det ikke set lyst ud for hjemmeholdet. AGFerne tog Team Timeout. Det efterfølgende angreb gav ikke bonus,og de blåblusede kom i angreb og fik tiltvunget sig et frikast med en udvisning til udeholdet. Dette overtal udnyttede Line Gyldenløve til at scored til 24-23. Det viste sig at være sejrsmålet, selvom begge hold havde boldet inden for det sidste minut.
Rikke Tornbjerg spillede en god kamp, med flotte mål fra distancen og Marlene Dahlmann lyste godt op på højre fløj i den vigtige sejr. Måske var sejren lidt heldig i den nervepirrende afslutning, taget i betragting af at hjemmeholdet var bagud med 2 mål ganske få minutter før slutfløjt.
Nu har Bjerringbro FH hentet 3 point i de 2 første kampe ikke så ringe endda.
Målscorerme:
Line Gyldenløve 7
Marlene Dahlmann 4
Rikke Tornbjerg 4
Sandra Haugaard 2
Louise Engstrøm 2
Emile Bangshøi 2
Maria Højgård 1
Line Frandsen 1
Sofie Lund Nielsen 1