Svær udekamp i sæsondebuten

8. september 2021

Bjerringbro FHs 1. divisionsdamer starter den nye sæson på udebane mod Gudme HK. Det sker søndag aften kl. 18.30. Holdet til den kommende sæson er skiftet ud på en del pladser i forhold til sidste sæson. Tvillingeparret Astrid og Iben Lynnerup er vendt hjem efter at have spillet i Randers HK. Endvidere er stregspilleren Karoline Mathiesen også indlemmet i truppen. Hun har ligeledes tidligere spillet i Randers HK.
Bjerringbro FH har sagt farvel til Mathilde Pape, Sandra Hougård, Cille Sturm, Janni Havlykke og Rikke Tornbjerg.
Søndagens modstander, Gudme HK, har til den kommende sæson også skiftet ud på forskellige pladser. Bjerringbros træner Jesper Bangshøi erkender også at hans kendskab til Gudme HK er begrænset op til kampen. Helt sikkert er det, at holdet er stærkere i år end sidste sæson. Han forventer derfor også en svær opgave i Gudme.
Jesper fortsætter: Vi skal holde focus på os selv. Vi har gjort det godt i træningskampene, hvor jeg synes holdet har vist fine takter. Men træningskampe og turneringskampe er jo to vidt forskellige ting.
Jeg synes vi har holdet til at spille med hvor det er sjovt, selv om truppen godt kunne have været lidt bredere. Hvis vi kan spille op til det vi har vist i træningskampene, tror jeg også på, at vi kan få et godt resultat med hjem søndag aften fra Fyn.
Vi glæder os i hvert fald til at komme i gang og spille i haller med tilskuere!