Topkamp mod Hadsten uden tilskuere

14. januar 2021

Bjerringbro-Hadsten-kampen på lørdag spilles uden tilskuere, men streames kl. 14.00 via dette link

Lørdagens kamp i damernes 1. division er et vaskeægte lokalopgør mod Hadsten Håndbold. Et opgør, som der helt sikkert bliver givet og taget i. Hjemmeholdet tørster efter revanche til dagens modstander, hvor det i den omvendte kamp blev til et nederlag på 25-21. De indbyrdes kampe mellem de to hold har altid har været intense og meget lige, og svært at udpege en favorit. Sådan er det også denne gang. Hadsten Håndbold har gjort det godt i indeværende sæson med en 2. plads på nuværende tidspunkt, hvor der er trængsel i toppen. Således er der kun 2 point fra udeholdet på 2. pladsen til hjemmeholdet Bjerringbro FH på 6. pladsen.


Udeholdet indledte turneringen efter julepausen med et udebanenederlag til SønderjyskE på 30-26, hvor kampen først blev afgjort i de sidste 10 minutter. Derimod indledte Bjerringbro FH med en flot hjemmesejr over et af topholdene, EH Aalborg på 33-23. Det skete endda ikke i stærkeste opstilling. I dag er holdet ved fuld styrke, så optimismen i truppen er da også rigtig god op til denne kamp.


Bjerringbro FHs træner Jesper Bangshøi er da også optimistisk op til kampen. Hadsten er et godt hold, der i denne sæson har bidt sig fast i toppen af rækken. Holdet råder over en stærk bagkæde, der alle er målfarlige. Vi tabte den omvendte kamp i efteråret i Hadsten med 4 mål, men der spillede vi kun een halvleg på det niveau vi kan. Vi var foran ved pausen, men en misserabel 2. halvleg fra vores side var årsagen til nederlaget. Kan vi spille to halvlege på det niveau som vi gjorde i sidste kamp mod EH Aalborg, kan vi også besejre Hadsten. Det kunne jo være rart med 2 point, som virkelig vil bringe os helt op i toppen af tabellen, slutter Jesper Bangshøi. Trods savnet af publikum, rigtig god kamp til alle. Håber mange af jer vil heppe med hjemme i stuerne.



Bjerringbro FH