Udebane mod Hadsten Håndbold

23. september 2020

Lokalopgør i Hadsten
Fredag aften venter der et brag af et lokalopgør når Bjerringbro FH gæster Hadsten Håndbold i damernes 1. Division. Efter det flotte og overraskende resultat mod Ringkøbing Håndbold, hvor det blev uafgjort 27-27, skal Bjerringbropigerne på en ny svær opgave fredag aften i Hadsten Hallen.
Hadsten Håndbold har fået en god start på sæsonen. Har vundet 2 store sejre over henholdsvis Lyngby og Gudme HK i de 2 første kampe, men kiksede så hjemme i lørdags mod TMS, Ringsted, hvor det blev til nederlag på 23-30.
Bjerringbro FH har en sejr og 2 uafgjorte i de 3 første runder. Det uafgjorte resultat i Ringkøbing i søndags giver god grund til en vis optimisme om et godt resultat i Hadsten. Faktisk burde det have været en sejr i Ringkøbing, hvor hjemmeholdet kunne være mest tilfreds med det ene point. Om fredagens kamp har Jesper Bangshøi følgende kommentar:
”Det er jo et lokalopgør, som plejer at være gode tætte kampe. Det bliver det nok også fredag aften. I sådanne kampe kan alt ske. De har skiftet en del ud på holdet. Rammer de dagen er det et rigtig godt hold. Vi spillede i optakten til turneringen en træningskamp mod dem og vandt. Kan vi vise de gode takter fra sidste kamp har vi gode muligheder for et godt resultat. Det vil være dejligt at få yderligere 2 point på kontoen i dette lokalopgør, slutter Jesper Bangshøi.