Bjerringbro FH har lavet en aftale med den talentfulde højre back Caroline Søgaard til den kommende sæson. Hun har fået hendes håndboldopdragelse i Løgstør IF og senere Ikast Håndbold, hvor hun som 17-årig fik debut i European League.

”Hun er en hurtig fintestærk back, som kan sætte noget fart i vores spil. Vi har manglet en venstrehåndet back i vores angrebsspil i sidste sæson, så vi er glade for at vi får Caroline til klubben.” udtaler Jesper Bangshøi om aftalen.

Caroline har prøvetrænet med holdet efter sidste sæson. ”Caroline har trænet med holdet, hvor begge parter har set hinanden an. Hun har trænet godt, og vist sig flot frem så beslutningen var ikke svær om at vi har landet en aftale med Caroline. Det giver en tryghed i matchet, at vi allerede kender hinanden.” forsætter cheftræneren.

”Jeg har valgt Bjerringbro FH, da jeg synes deres hurtige spillestil passer rigtig godt til mig. Nu har jeg trænet med holdet i lidt tid, og oplevet deres gode træningsmiljø, som har udviklet nogle dygtige spillere. Det har været meget vigtigt for mit valg af klub, at jeg er et sted hvor der er et trygt miljø, hvor jeg kan udvikle mig på banen også udvikle mig personligt i gode menneskelige rammer. Jeg glæder mig helt vildt til at spille i en af verdens bedste liga, og håber også vi kan komme til at drille nogle af de store klubber, særligt Viborg HK kampene bliver sjove. Glæder mig til at opleve hjemmebanen her i Bjerringbro, som jeg har hørt meget godt om!” Udtaler Caroline Søgaard.

Tidligere klubber
Ikast Håndbold 2020 – 2023
Holstebro Håndbold 2024 – 2024