Bjerringbro FH har netop indgået aftale med Marianne Haugsted, som efter to år i norske Larvik vender tilbage til den danske liga.
I Bjerringbro FH er vi i fuld gang med at gøre klar til den kommende håndboldsæson, hvor vi har en klar forventning om, at vi fortsat spiller håndbold i landets bedste håndboldrække. Derfor har vi nu indgået en aftale med bagspilleren Marianne Haugsted, som i de sidste to år har spillet i norske Larvik.
Cheftræner Jesper Bangshøi er meget tilfreds med aftalen:
”Vi har længe haft et godt øje til Marianne Haugsted. Selv om hun kun er årgang 2001 har hun allerede etableret sig som en bagspiller på højt niveau. Marianne kommer til at tilføre os en masse godt. Hun spiller generelt på et højt niveau i hver eneste kamp, og hun mestrer alle tre bagspillerpladser i angrebet. Samtidig er hun en meget sikker og effektiv forsvarsspiller. Hun bliver derfor en stor forstærkning til holdet”.
Marianne Haugsted ser frem til at fortsætte sit håndboldeventyr i Bjerringbro FH:
”Jeg ville gerne tilbage til Danmark og til det midtjyske område. Bjerringbro FH er en klub, som har udviklet sig flot de seneste år, og halvvejs inde i sæsonen har BFH vist, at de godt kan være med i Kvindeligaen. Så efter flere lange samtaler med cheftræner Jesper Bangshøi var jeg ikke i tvivl om, at BFH vil være et godt sted for mig at udvikle mig videre som håndboldspiller. Trænerteamet ledte efter en spiller, der både kunne dække op og være skudfarlig på distancen i angrebet. Og det glæder jeg mig til at skulle levere på, når jeg snart trækker den blå trøje over hovedet. Og så har jeg jo allerede hørt om vores Blue Flamingos. Dem glæder jeg mig til at møde, og jeg ser meget frem til at skulle mærke stemningen på min kommende hjemmebane i Bjerringbro”.