Onsdag aften løber vi endnu engang på banen i den blå flamingohule. Det bliver den sidste hjemmekamp i 2023 og modstanderen er Nykøbing Falster.
Cheftræner Jesper Bangshøi er klar i spyttet:
“NFH ligger pt. på en 4. plads i tabellen med 14 point, og der er ingen tvivl om, at de kommer til Bjerringbro med en målsætning om, at de skal have to point med hjem.
Nykøbing Falster er et godt hold med mange dygtige spillere, hvoraf flere er på landsholdet. De har skiftet en del ud i truppen inden sæsonstart, og er reelt blevet forstærket betragteligt. De er efterhånden blevet spillet rigtigt godt sammen og spiller med en stor bredde. Derfor kan de uden problemer skifte løbende ud og alligevel holde et højt tryk i hele kampen. Deres forsvar er frygtindgydende og det bliver en stor opgave for os at komme til afslutninger. Blandt deres mange dygtige spillere vil jeg særligt fremhæve Moa Högdahl på højrebacken, Lærke Nolsøe på venstrefløjen og playmakeren “Mulle”. Det er tre meget centrale spillere, som vi skal prøve at stække.
Vores opgave bliver at kunne holde tempoet i vores omstillingsspil og i forsvaret. Og med en smallere trup end gæsterne skal vi også kunne docere kræfterne i vores angrebsspil, så de rækker til alle 60 minutter og alligevel kan åbne deres solide forsvar.
Truppen er klar, og vi håber at publikum er klar til at lave en fest på lægterne”.
Kampen fløjtes i gang klokken 19.00 i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter, og vi får brug for jer på tilskuerrækkerne mere end nogensinde.