Det er på mange måder en særlig kamp, der skal spilles i Bjerringbro Idræts- og Kulturcenter lørdag d. 28/10 kl. 15.00. Det er kampen om kommunemesterskabet, en kamp mellem to tætte naboklubber og ikke mindst et gensyn med vores tidligere spiller Louise Søndergaard, der hamrer bolden i kassen for gæsterne fra Viborg.
Cheftræner Jesper Bangshøi ser frem til kampen og sætter her et par ord på, hvad der venter:
“Viborg er et godt hold, som på trods af mange udskiftninger i truppen op til sæsonstart efterhånden er blevet godt sammenspillet. Viborgs absolutte topscorer er den tidligere BFH-spiller Louise Søndergaard, som er kommet rigtigt godt i gang i ligaen, hvor hun nu er nr. 2 på ligaens topscorerliste – 5 mål efter vores egen Line Gyldenløve. Hos Viborg skal vi også ligge mærke til playmakeren Christina Pedersen, som også er garant for mange mål. Viborgs stregspillere er gode, og på målet er deres hollandske Claudia Rompen faldet rigtigt godt til. Men Viborgs største styrke er reelt deres kollektiv, hvor de spiller meget veldisciplineret, struktureret og med mange faste aftaler. De spiller som en velsmurt maskine.
Hvis vi skal gøre os forhåbninger om at få point i dag, bliver det altafgørende, at vores defensiv står godt, og vi skal gøre os umage med at deres stregspillere ikke bliver fodret med for mange bolde. Samtidig skal vi udnytte vores gode kendskab til Louise Søndergaard. Vi savner hende selvfølgelig og er glade på hendes vegne for hendes velfortjente succes i Viborg, men vi har ikke råd til at hun laver sine vanlige 10-15 mål i kampen – dem må hun gerne gemme til de andre modstandere.
Efter en svær udebanekamp mod Odense og deres 14 landsholdsspillere har vi glædet os til at spille på en udsolgt hjemmebane. Vi håber, at publikum vil give den hele armen, så kommunemesterskabet får de festlige rammer, som det fortjener.”
Vi ses i hallen til en festlig håndboldlørdag og gerne 2 point på kontoen, hvor der vil være godt gang i fanzonen fra kl. 13.30.