Ida Marie Kaysen forlænger med Bjerringbro FH

Bjerringbro FH kan med stor glæde offentliggøre, at klubben har forlænget samarbejdet med målmandstalentet Ida Marie Kaysen. Den nye aftale betyder, at Ida Marie Kaysen fortsætter i Bjerringbro FH frem til sommeren 2027.

Ida Marie Kaysen kom til Bjerringbro FH i sommer og har siden haft en markant positiv indflydelse på holdet. På trods af sin unge alder har hun hurtigt spillet sig ind som en vigtig brik i truppen, hvor hun både sportsligt og menneskeligt har bidraget til et godt klubmiljø. Overgangen til en ny klub, et nyt miljø og et nyetableret forsvar stiller store krav til en keeper, men Ida har vist stor ro og høj kvalitet i sin tilgang til opgaven.

”Jeg er utrolig glad for at være en del af BFH og meget taknemmelig for den måde, jeg er blevet taget imod på – både af holdet, trænerteamet og klubben. Vi er i gang med noget virkelig spændende og gennemgår en fed udvikling, som jeg er rigtig glad for at være en del af, og nu fortsætter jeg rejsen med klubben et år mere. Sammen med holdet vil jeg være med til at løfte og udvikle klubben. Jeg vil også gerne rose vores hjemmepublikum og Blue Flamingos – det er hver gang en fornøjelse at spille på vores hjemmebane, og den opbakning, holdet får, værdsætter vi helt vildt. Jeg brænder for, at vi fortsætter med at skabe en stærk og god hjemmebane,” udtaler Ida Marie Kaysen.

Cheftræner Martin Albertsen glæder sig også over aftalen:

”Endnu en dejlig nyhed fra Bjerringbro FH. Ida Marie Kaysen har levet op til mine store forventninger – både på det personlige og sportslige plan. Første sæson i en ny klub og bag et nyetableret forsvar kan have sine udfordringer, men dem har Kaysen løst flot. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet og forventer mig meget af hendes næste skridt,” siger Martin Albertsen.

Ida Marie Kaysens kontrakt løber til den 30. juni 2027.

Flere nyheder

Hverdagskampe i uge 5

Uge 5 byder på 3 spændende hverdagskampe i Bjerringbro Idræts og Kulturcenter. Tirsdag den 27. januar møder U-19 piger 1. division HEI Skæring 3. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30

Læs mere >