Laura Jensen drager videre i karrieren.

Denne sæson bliver den sidste for Laura Jensen i Bjerringbro FH – i denne omgang. Den dygtige bagspiller har fået muligheden for at blive fuldtidsprofessionel i en ny klub og dermed tage næste skridt i sin karriere.

Laura kom til klubben i sommeren 2024 og har været med til at løfte klubben, og hendes drivkraft for udviklingen i BFH har været fantastisk at mærke. Vores mål er at udvikle spillere og skabe et stærkt udviklingsmiljø i klubben, og at Laura nu kan tage dette skridt, vidner om, at vi er på rette vej. Vi havde gerne set Laura fortsætte i klubben, men vi er stolte over, at hun har udviklet sig til at kunne tage et nyt og spændende skridt i sin karriere.

”Jeg vil gerne sige tak for mine 2 år i BFH. Min tid i Bjerringbro FH har været både udfordrende og meget udviklende. Jeg kom til klubben med store ambitioner, og selvom min første sæson blev præget af en alvorlig knæskade, har jeg oplevet stor opbakning og tillid hele vejen igennem. I denne sæson har jeg igen haft mulighed for at vise mit potentiale, og jeg er stolt af den udvikling, jeg har gennemgået både sportsligt og menneskeligt. Det har været en meget svær beslutning at træffe, især på grund af mine holdkammerater og en klub med hjertet på det rette sted. Bjerringbro FH er kendetegnet ved et stærkt fællesskab, stor opbakning og et imponerende engagement omkring klubben, som jeg har været utrolig glad for at være en del af.

Jeg vil gerne rette en stor tak til mine holdkammerater, trænere, klubben, fans og sponsorer for opbakningen gennem min tid i Bjerringbro. En særlig tak skal lyde til min personlige sponsor Thorlund Skou for en ekstraordinær opbakning og ikke mindst til de mange frivillige, som hver dag er med til at få klubben til at fungere, jeres indsats betyder mere, end I aner. Jeg tager mange gode oplevelser og værdifulde erfaringer med mig videre og ser nu frem til nye sportslige udfordringer i min videre karriere. Men vi har stadig en masse fede kampe foran os, og jeg vil om nogen gøre alt hvad jeg kan for at slutte sæsonen af på bedste vis i den blå trøje” udtaler Laura Jensen.

Laura Jensen stopper i Bjerringbro FH pr. 30. juni 2026.

Flere nyheder

Hverdagskampe i uge 5

Uge 5 byder på 3 spændende hverdagskampe i Bjerringbro Idræts og Kulturcenter. Tirsdag den 27. januar møder U-19 piger 1. division HEI Skæring 3. Kampen fløjtes i gang kl. 18.30

Læs mere >